Peter Bredsdorff | |
---|---|
Født | 26. november 1913 København, Kongeriget Danmark |
Død | 16. januar 1981 (67 år) Taarbæk, Danmark |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Det Kongelige Danske Kunstakademi |
Beskæftigelse | Byplanlægger, arkitekt |
Arbejdsgiver | Det Kongelige Danske Kunstakademi |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Peter Bredsdorff (egentlig Christian Erhardt Bredsdorff, født 26. november 1913 i København, død 16. januar 1981 i Tårbæk) var en dansk arkitekt og byplanlægger.
Bredsdorff blev uddannet fra Kunstakademiet i 1935 og havde egen tegnestue fra 1940. Han var desuden leder af Københavns Kommunes egnsplankontor en årrække, og det var i denne egenskab, at han i 1947 stod bag Fingerplanen, der er optaget i Kulturkanonen. Han blev senere leder af kommunens byplankontor, og udarbejdede her København — skitse til en generalplan i 1954.
Sideløbende med sit arkitektoniske virke underviste han i byplanlægning ved Kunstakademiets Arkitektskole 1939-1973 og var fra 1955 professor samme sted.
Han modtog Akademiets stipendium 1939, Kaufmanns Legat 1944, Zacharias Jacobsens legat 1949, C.F. Hansen Medaillen i 1973, Carlsbergfondets videnskabelige understøttelser 1977-79. Han blev også æresmedlem af Kunstakademiet 1977 og fik Statens Kunstfonds livsvarige ydelse 1980.