Protreptik

Protreptik (græsk: πρότρεψις) var et program på de græske ledelsesakademier, Platons akademi og Lykeion, i det antikke Grækenland, drevet af filosoffer som Aristoteles, og af retorikere som Isokrates, fra ca. 400 f.Kr. Aristoteles' værk om protreptikken, "Protreptikós eis ten philosophían", "Inspirere til filosofi" , ligger tidligt i forfatterskabet.

Ordet "protreptik" betyder "at vende et menneske mod sig selv", af verbet trépo, det samme ord som trope. For grækerne var livets mål eudaimonía, en forening af psykisk og fysisk lykkefølelse, og kun den, der virkeliggør bystatens værdier i sig eget liv, kan opnå denne tilstand. Som Aristoteles skriver i Den nikomakhæiske etik, er målet for den praktiske filosofi at lære den enkelte, at det optimale er at gøre det gode for det godes egen skyld, ikke af pligt eller ud fra refleksion, men af ren og skær tilbøjelighed. Dette kræver en særlig hexis eller ethos.

Grækerne opfattede samfundet og mennesket som gensidigt analogiske: Det gode menneske afspejles i det gode samfund. Dette er kernen i Platons berømte dialog Staten.^{[kilde mangler]}

”Det var vigtigt at datidens ledere havde en høj grad af etik, da der ikke var institutionelle rammer som afgrænsede deres magtbeføjelser."^{[kilde mangler]}

Grundprincippet er:

”At vende folk mod deres grundholdninger og tvinge dem til at kigge på deres egne magtbeføjelser og kriterierne for det gode liv”.^{[kilde mangler]}