Punk-rock

Punk
Stilistisk oprindelse:British Invasion
Art rock
Garage rock
Glam rock
Kulturel oprindelse:1974-1976 i USA og Storbritannien
Typiske instrumenter:Vokal - El-guitar - Bas - Trommer
Mainstream popularitet:Verdensomspændende
Undergenrer
Post punk - Hardcore - Goth - Støjrock - Alternativ rock - New wave - Industrial - Math rock - Emo - Pop punk - Grunge - Horror punk

Punk-rock er en musikgenre, der opstod i 19741976 i USA, Storbritannien og Australien. Punken havde rødder i 1960'ernes energiske 'british invasion' som The Who og Kinks, den vilde 'garagerock' som The Sonics, MC5, The Stooges og The Modern Lovers, den eksperimenterende 'art rock' som Velvet Underground – alle bands kendt under ét som 'protopunk' – samt de flabede glamrockere som David Bowie og Iggy Pop.

Punken var i opposition til 1970'ernes prætentiøse mainstream rock ved at spille hurtig og støjende rock, typisk med korte, minimalistiske sange og politiske, anarkistiske tekster. Punken omfavnede en 'gør det selv'-etik, hvor det var mindre vigtigt at spille teknisk godt, men derimod vigtigere at "komme ud over scenekanten". Mange bands producerede, indspillede og distribuerede også deres plader selv.

I slutningen af 1976 var bands som The Ramones i New York, samt Sex Pistols og The Clash i London anerkendt som en ny musikalsk bevægelse. I det efterfølgende år spredte genren sig jorden rundt, og i England blev punken et betydeligt – om end kortvarigt – kulturelt fænomen. Ofte var punken grundsat i lokale miljøer, der havde tendens til at forkaste mainstream, og punken udviklede sig derfor efterfølgende til en subkultur. Her blev punken synonym med ungdomsoprør, provokerende tøjstil og anti-autoritære ideologier.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in