Et rasterbillede er et hvilket som helst billede, der foreligger i form af farvede prikker eller felter arrangeret i et antal rækker og kolonner med ensartet indbyrdes afstand. Teknikken går ud på, at man på en vis afstand ikke lægger mærke til, at billedet er opbygget af punkter eller felter. Jo grovere rasteret er, des mindre naturtro virker det, eller jo længere væk skal man, før billedet flyder sammen til et naturtro hele. Jo finere rasteret er, des mere naturtro virker det, og jo tættere skal man på, for at konstatere prikstrukturen. Når teknikken ikke helt lykkes, siger man, at billedet er "hakket" eller "pixeleret". Denne generende fejl kan især forekomme i forbindelse med skarpt optrukne konturer, der helst skal virke både skarpe og jævne på én gang.