Receptor

En skematisk model af AMPA-receptoren, øverst de ekstracellulære domæner, nederst det transmembrane domæne
En rumlig model af AMPA-receptoren
Skematisk fremstilling af en transmembranreceptor, set fra membranens plan. E er det ekstracellulære rum, I er det intercellulære rum, P er membranen
Model af 4-hydroxy-tamoxifen (carbon = hvid, oxygen = rød, nitrogen = blå) i kompleks med østrogen-alfa-receptoren (cyan)

Inden for biokemien er en receptor et molekyle, som sidder i cellemembranen, i cytoplasmaet eller i cellekernen. Ved binding af et molekyle, som kaldes en ligand eller transmitter, til receptoren, sender receptoren signal ind i cellen, se signaltransduktionen; der startes et såkaldt intracellulært respons, som f.eks. kan betyde, at cellen begynder at dele sig, at bestemte proteiner bliver syntetiseret i større eller mindre mængde og udvikler sig i en bestemt retning, at cellen optager forskellige stoffer, udskiller et hormon eller at cellen dør, se apoptose.

Populært kan man sige, at en receptor er en slags lås på cellens yderside, der med den rigtige nøgle kan åbne for en ganske bestemt cellulær funktion.[1]

Ligander, som aktiverer receptoren, kaldes agonister, mens ligander, som deaktiverer receptoren, kaldes antagonister (eller blokkere). Agonister og antagonister kan konkurrere om at optage pladsen på en bestemt receptor.

Receptormolekyler er proteiner, som er opbygget af aminosyrer. Liganden kan f.eks. være et peptid/protein, et sukkermolekyle, en aminosyre, et hormon eller et lille molekyle som O2 eller CO2.

  1. ^ Sådan virker GLP-1. Diabetesforeningen 2020

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in