En restaurant eller spisested (inkl. drikkested) er et sted, der mod betaling serverer mad og drikke. Kunderne betaler før eller efter måltidet. Måltidet spises generelt på stedet, men mange restauranter tilbyder også take-out og levering. Restauranter varierer meget i udformning og udbud af madkulturer og betjeningsmodeller.
Selv om kroer og tavernaer er kendt siden antikken, så er de beregnet på rejsende, og lokale ville sjældent spise der. Moderne restauranter er med specielle retter, der bestilles af kunder og tilberedes efter deres ønske. Den moderne restaurant har sin oprindelse i det 18. århundredes Frankrig, selv om forløbere kan spores tilbage til Romerriget.[1]
En restaurants indehaver kaldes for en restauratør; ordet kommer af det franske udsagnsord restaurer, der betyder at genskabe. Professionelle håndværkere udi kogekunsten kaldes for kokke.