Retten i Lyngby er en byret i Kongens Lyngby.
Retskredsen for retten dækker kommunerne Furesø, Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal, og har dermed en befolkningstal på 216.000.[1] Retspræsident er Elisabet Michelsen. Derudover er 10 dommere tilknyttet.[2]
Retten har til huse i en kontorbygning på Lyngby Hovedgade nummer 96 tæt ved Lyngby Station. Den flyttede til denne lokalitet i begyndelsen af november 2008.[3] Før flytningen havde retten lokaler i Sorgenfri tæt ved politistationen ved Sorgenfri Station og efter retskredsreformen også i Hellerup, da Gentofte retskreds blev lagt sammen med Lyngby retskreds, hvorfor Gentofte Rets retsbygning blev overtaget af Retten i Lyngby.
Efter retskredsreformen flyttede retten sammen i de nuværende lokaler på Lyngby Hovedgade, hvor Retten nu råder over ca. 5.500 kvadratmeter, der muliggør gennemførelse af nævningesager, som kræver ekstra plads.[4]
Retten i Lyngby skiller sig ud fra resten af landets byretter ved at have en forholdsvis stor andel af sager med betydelig økonomisk værdi. Det gælder civile sager, fogedsager, dødsboskiftesager og i nogen grad straffesager.[5] Blandt sådanne sager med større mediedække har været sagerne mod Stein Bagger (2008–2009), Erik Skov Pedersen (2011) og Steen Gude (2012).[6][7][8] Af sager, der ikke har handlet om økonomisk kriminalitet, kan nævnes sagen mod Søren Kam i 2004, og sagen om udleveringen af og erstatning til Camilla Broe.[9] I slutningen af 2017 var retten ramme for en usædvanlig sag hvor anklagen lød på bestilling af lejemord via "det mørke internet" og betaling med Bitcoin.[10]
Som andre retter har Retten i Lyngby oplevet at skulle have beskyttelse af politi med skudsikre veste og maskinpistoler. Ved en banderetssag i 2009 anholdt politiet fire mænd ved retten efter fund af våben og narko i deres bil.[11]
I 2012 blev Retten i Lyngbys lokaler anvendt af Skattesagskommissionen.[12]
Retten i Lyngby udleverede ved en fejl retsdokumenter til en avis i forbindelse med sagen om svindel med udbytteskat.[13][14] I 2016 udgav en falsk hjemmeside sig for at være Retten i Lyngby ved misbrug af rettens navn og logo. Sagen førte til en politianmeldelse.[15]
Tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg har været dommer ved retten.[16]
{{cite news}}
: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)