Rigshofmester

Rigshofmesteren blev under Erik 7. af Pommern i begyndelsen af 1400-tallet et betydeligt embede, som overtog drostens funktion som rigets førsteminister og regnskabsfører. Han var som regel også statholder i København og den verdslige leder af rigsrådet. Tidligere havde hofmesteren blot stået i spidsen for det kongelige hof.

Han varetog den indre forvaltning og husholdningen og førte også tilsyn med kronens gods og indkomster. Ifølge Kristian III's håndfæstning af 1536 kunne rigshofmesteren og nogle andre personer i rigsrådet tage imod klager fra dem som var blevet uretfærdigt behandlet af kongen, og pålægge kongen at godtgøre de forurettede. Hvis han ikke gjorde det, måtte rigsrådet dømme i tvisten. I samme dokument bestemtes det udtrykkeligt at embedet altid skulle være besat og at det skulle indehaves af en indfødt dansk adelsmand. I begyndelsen var det kongen alene der bestemte, hvem han ville have siddende på posten, men i Fredrik III's håndfæstning af 1648 bestemtes det at når posten blev ledig, skulle rådet forelægge kongen tre forslag, som han derefter skulle vælge mellem.

Rigshofmesteren kunne ikke afskediges og var ikke ansvarlig overfor andre myndigheder end rigsrådet. Gennem en forordning fra 1651 blev han selvskrevet medlem i en formynderregering.

Embedet blev afskaffet ved enevældens indførelse i 1660.