Rutland er et county (sammenligneligt med et grevskab eller amt) i East Midlands i England. Det grænser op til Leicestershire, Lincolnshire og Northamptonshire.
Rutland er det mindste traditionelle county i England; i dag er det mindre City of London dog tillige county. Den længste distance fra nord til syd i Rutland er bare 29 km, mens det målt fra øst til vest blot er 27 km. Grundet størrelsen er Rutland ikke inddelt i distrikter.
Befolkningen udgjorde i 2011 37.600 indbyggere.
De vigtigste byer er administrationsbyen Oakham og Uppingham. Midt i Rutland ligger Rutland Water, der er et vigtigt naturreservat, der fungerer bl.a. som overvintringssted for fugle, samt ynglested for fiskeørne.