Santiago de Compostela-ulykken

Billede af redningsarbejdet
Et RENFE Alviatog af samme type som det, der afsporede

Santiago de Compostela-ulykken indtraf onsdag den 24. juli 2013 om aftenen, da et Alviatogsæt (spansk højhastighedstog) på vej fra Madrid til Santiago de Compostela afsporedes i udkanten af byen 3-4 km, før det nåede stationen. Ulykken skete dagen før den årlige, kristne pilgrimsfestival. Ud af de 222 personer i toget (218 passagerer og fire ansatte) blev 79 dræbt[1] og omkring 125-140 såret. Umiddelbart efter ulykken erkendte lokomotivføreren i en samtale med fjernstyringscentralen, at toget var kommet ind i en kurve med mindst 190 km/t. Hastighedsbegrænsningen i kurven var 80 km/t. Ulykken blev filmet af et overvågningskamera ved banelegemet, der viste, at alle togets 13 enheder afsporedes ved høj fart.

Som følge af ulykken erklærede Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, officiel landesorg i tre dage. På et lukket retsmøde søndag den 28. juli erkendte lokomotivføreren sit ansvar og forklarede den høje hastighed med, at han troede, at han og toget havde befundet sig et helt andet sted på strækningen. Mandag den 29. juli afholdtes en mindehøjtidelighed i katedralen i Santiago de Compostela, hvor pårørende, byens borgere, den spanske regering og kongehuset var repræsenteret.

Undersøgelser af togets sorte boks viste efterfølgende, at lokomotivføreren fik tre advarselssignaler kl. 20.39, 20.40 og 20.41 omkring det tidspunkt, hvor han talte i telefon med en togbetjent om, hvilken perron toget ville køre ind på senere på ruten. Føreren bremsede op kl. 20.40, da toget kørte med 195 km/t til trods for, at hastighedsgrænsen på den del af strækningen var 80 km/t. Toget kørte med 192 km/t ganske kort tid inden afsporingen og forulykkede med en hastighed på 153 km/t.[2]

  1. ^ Dødstal fra spansk togulykke stiger | Politiken.dk Den 28. juli 2013
  2. ^ Spansk lokofører fik tre advarsler før dødsulykke | DR.dk Den 3. august 2913

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy