Satan (græsk Σατάν Satán, hebræisk שָׂטָן Śāṭān) er et overnaturligt væsen i de abrahamitiske religioner; i jødedommen opfattes han som en af Guds tjenere, medens han i kristendommen regnes for den øverste i dæmonernes rangorden. I forskellige kontekster omtales han tillige som Lucifer, Ahriman, Antikrist, Belial, Beelzebub, Abaddon, Iblis, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen (græsk Διάβολος Diábolos).
Ordet Satan kommer af hebræisk שָׂטָן Śāṭān, der egentlig er et substantiv med betydningen "modstander" snarere end et egennavn.