Saturnus

For alternative betydninger, se Saturn (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Saturn)
For alternative betydninger, se Saturnus (band).
Saturn i vinterkappe (freske fra Pompeji, Napolis arkæologiske museum.
Livia Drusilla som Saturns kone, gudinden Ops, med overflødighedshornet.

Sāturnus (eller Saturn) er i den romerske mytologi gud for korn og indhøstning. Han regerede tidligt over jorden og svarer til Kronos i den græske mytologi.

Selv om græsk og romersk mytologi flyder sammen, er der stadig forskel på Saturnus og Kronos, idet Saturnus fik en fremtrædende position i den romerske religion. Romerne mente, at Saturnus på sin flugt fra sønnen Jupiter var undsluppet til Latium nord for Rom og havde lært befolkningen at dyrke jorden.

Festen Saturnalia blev fejret til ære for Saturnus. Gudinden Ops (egentlig Opis, latin for "overflod") var hans kone og en frugtbarhedsguddom af sabinsk ophav.[1]

Den latinske grammatiker Varro afledte navnet Saturn af ordet satus "såning, sæd", men det er problematisk, eftersom dette ord har et kort a, hvorimod gudenavnet har et langt a. En del forskere tror, at navnet er af etruskisk oprindelse, fordi gudenavnet Satres forekommer i en etruskisk indskrift. Efter mellemøstligt forbillede opkaldte grækerne og romerne den sjette planet regnet fra solen og den sjette ugedag (lørdag) efter Saturnus. Dagen hedder stadig Saturday på engelsk og zaterdag på nederlandsk.

  1. ^ Ops - NovaRoma

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in