Sejd

Sejd (af norrønt: seiðr) er en type magi og spirituel praksis fra norrøn tid, der især bliver praktiseret som sjælerejser. Formålet med sejd er at opnå kontakt med guder og overnaturlige kræfter og modtage guddommelige budskaber eller vejledning. Sejd har nogle lighedstræk med shamanisme, men der er også væsentlige forskelle, og i dag betragtes sejd ikke som shamanisme^[1][2].

Vanerne rådede for sejd og frugtbarhed, og da Freja var af vaneslægt, var det hende, der lærte Odin og de andre aser op i sejdkunst. I Ynglingatal kaldes hun "blotgydje".^[3] Snorre fortæller, at Odin var den største sejdmand. Derfor kendte han folks skæbne; han kunne spå, og give folk død eller ulykke. "Men denne trolddom følger der så megen umandighed (ergi) med, at mænd ikke kan bedrive den uden med skam, og derfor lærte de gydjerne denne kunst."^[4]

Sejd kunne være enten god- eller ondartet; godartet sejd kunne helbrede eller beskytte og være spådomskunst, mens ondartet sejd kunne forvolde impotens eller tab af livslyst. I nyere tid er sejdritualerne blevet rekonstrueret i relation til den moderne asetro.

1. ^ Schjødt, Jens Peter. "Journeys to Other Worlds in pre-Christian Scandinavian Mythology: Different Worlds–Different Purposes." Between the Worlds: Contexts, Sources, and Analogues of Scandinavian Otherworld Journeys 118 (2020): 15.
2. ^ seid – Store norske leksikon
3. ^ Frøya – Store norske leksikon
4. ^ Samer og vikinger kunne kunsten: Sjamanismens sentrale plass i førkristen tid