Shanghai Masters 2024 | |
---|---|
Arrangement | |
Turnering nr. | 13 |
Dato(er) | 2. - 13. oktober 2024 |
Spillested | Qi Zhong Tennis Center |
Værtsby | Shanghai, Kina |
Underlag | Hardcourt (DecoTurf) |
Kategori | ATP Masters 1000 |
Præmiesum | $ 8.995.555 |
Vindere | |
Herresingle | Jannik Sinner (1. titel) |
Herredouble | Wesley Koolhof Nikola Mektić (1. titel) |
Shanghai Masters 2024 var en tennisturnering for mænd, der blev spillet udendørs på hardcourt-baner i Qi Zhong Tennis Center i Shanghai, Folkerepublikken Kina i perioden 2. - 13. oktober 2024. Det var den 13. udgave af Shanghai Masters siden den første turnering i 2009. Shanghai Masters var sæsonens ottende og næstsidste turnering i kategorien ATP Masters 1000 på ATP Tour 2024. På grund af et sponsorat fra Rolex markedsføredes turneringen under navnet Rolex Shanghai Masters.
Singletitlen blev vundet af Jannik Sinner, som i finalen besejrede Novak Djokovic med 7-6(4), 6-3. Det var Sinners første sejr ved Shanghai Masters og hans fjerde ATP Masters 1000-titel i karrieren. Det var samtidig italienerens syvende singletitel på ATP Tour 2024, og han blev dermed den første spiller med mere end seks singletitler på en sæson, siden Andy Murray vandt ni i 2016. Novak Djokovic var i Shanghai Masters-finalen for femte gang men måtte for første gang forlade slutkampen i taberens rolle.[1] Dermed sikrede Sinner sig at slutte sæsonen på verdensranglistens førsteplads.[2]
I doubleturneringen sejrede Wesley Koolhof og Nikola Mektić efter finalesejr på 6-4, 6-4 mod Máximo González og Andrés Molteni. Koolhof og Mektić vandt dermed deres fjerde turneringssejr i 2024, heraf den anden på Masters 1000-niveau, og deres femte i alt som makkere. For Koolhof var det karrierens 20. doubletitel på ATP Tour, heraf den femte i kategorien ATP Masters 1000, mens Mektić nåede op på 29 ATP-titler, heraf 9 Masters 1000-titler.[3]
Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i grand slam-turneringer samt turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[4]