Sikkerhedspolitik

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Sikkerhedspolitik er en betegnelse for det politiske sagsområde, der har til formål at sikre en stats fortsatte eksistens, udvikling og integritet ved at beskytte staten mod primært ydre, men også indre trusler. Sikkerhedspolitik er derfor nært forbundet med både udenrigspolitik og forsvarspolitik.

Begrebet er først blevet almindeligt efter 2. verdenskrig, idet man tidligere opfattede sikkerhedspolitikken som integreret i forsvars- og udenrigspolitikken. Fundamentalt i sikkerhedspolitikken er sikkerhedsbegrebet, herunder graden af sikkerhed eller fraværet af samme. I den indre sikkerhedspolitik indgår Forsvaret, Beredskabet samt kontraspionage, der udføres af Politiets Efterretningstjeneste. Forsvaret er også et centralt element i den ydre sikkerhedspolitik, ligesom en række diplomatiske initativer er det. I forhold til den ydre sikkerhedspolitik er det grundlæggende valg, hvorvidt en stat vil indgå i en alliance eller være neutral.

Et væsentligt led i de vestlige landes sikkerhedspolitik i dag er deltagelse i internationale organisationer som NATO, OECD og FN, der sågar har et sikkerhedspolitisk organ, Sikkerhedsrådet. Også på EU-plan er sikkerhedspolitik i de senere årtier kommet stadig mere på dagsordenen, bl.a. i form af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.