Skovsteppe

Skovsteppe i Altaibjergene. I dalen ses et stykke engagtigt steppe, mens bjergsiderne er dækket af åben skov.

Skovsteppen er ikke en steppe, hvor der vokser enkelte træer, men snarere en slags makromosaik, sammensat af tydeligt adskilte elementer, der består af dels skovagtige og dels steppeagtige områder. De steppeagtige områder har engpræg på grund af en vegetation med mange græsser, halvgræsser og blomstrende stauder. I de skovagtige dele er vegetationen domineret af eg, bøg, lind med et islæt af fyrrearter på sandede jordtyper. Ind mod den sibiriske taiga er lærk de dominerende træer.

Skovsteppen findes i egne, som spænder fra halvvejs fugtige til halvvejs udtørrede. Den mulige fordampning overstiger på grund af stor solindstråling den årlige nedbørsmængde, sådan at sensomre og efterår kan byde på langvarige tørkeperioder. Disse forhold betyder, at vinternedbøren kun rækker til at gennemfugte de øverste ca. 2 m af jordlagene, mens de dybere dele er vedvarende tørre. Det fremkalder en konkurrencekamp om vandet mellem planterne, og træerne hæmmes af de kompakte, dybtgående og vidtforgrenede rodnet hos græsser og stauder. De urteagtige planter har nemlig en fordel af, at de har en kortere vækstperiode end træerne.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy