Skt. Gotthardtunnelen under Skt. Gotthard-passet i Schweiz løber fra Göschenen i Kanton Uri mod nord til Airolo i Ticino mod syd. Den er 16,942[1] km lang og består af ét tunnelrør med en bredde på 7,8 meter og en højde på 4,5 meter, hvor al trafik afvikles med én vejbane i hver retning - uden autoværn imellem. 30 meter øst herfor løber en parallel servicetunnel, der er forbundet med hovedtunnelen af tværrør for hver 250 meter.[1] Mellem den primære tunnel og servicetunnelen er der et sikringsrum, hvorfra der er forbindelse med begge tunnelrør. Der kan være 50 mennesker i hvert sikringsrum.[2]
Ved indvielsen 5. september 1980 var det den længste vejtunnel i verden. Først i år 2000 blev den overgået af Lærdalstunnelen, en over 24 km lang tunnel i Norge.[3] Pr. 2015 er det den tredjelængste i verden efter Lærdalstunnelen i Norge og Zhongnanshantunnelen i Kina, der er på 18,020 km.[2][3][4]
Skt. Gotthardtunnelen udgør en del af Europavej E35.
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet ulykken2001