Slaviske folkeslag

For alternative betydninger, se Slave (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Slave)

De slaviske folkeslag er en fællesbetegnelse for de folkeslag, der taler slaviske sprog. Sammen med de germanerne, italerne, kelterne og grækerne udgør slaverne en af hovedgrupperne blandt de indoeuropæiske folkeslag i Europa.

Der er ikke helt klarhed over slavernes oprindelse, idet slaverne først udvikler et eget skriftsprog i 800-tallet. Jordanes nævner i Getica tre stammer med samme ophav: venderne, anterne og slaverne. Venderne skulle have bosat sig ved Wisła, slaverne mellem Wisła og Donau og anterne mellem Dnestr og Don. Også Plinius den Ældre, Tacitus og Ptolemæus nævner i det 1. århundrede et folk, som er bosat øst for Wisła, og som adskiller sig fra de germanske vandaler, der ligeledes var bosat i området.

Navnet "slaverne" (Sklavenoi) optræder første gang i byzantiske kilder i det 500-tallet. Under kejser Justinian 1. (527-565) dukker slaver og anter op hos byzantinske skribenter. De beretter om talrige slavere og antere, der har bosat sig i det Byzantinske Rige kommende fra Karpaterne, nedre Donau og fra Sortehavet. Prokopios skrev, at anterne og slaverne lignede hinanden med samme skikke og samme sprog.

I 18 og 1900-tallet har flere forsøgt at udpege en oprindelig hjemstavn for det slaviske folk. De østromerske kilder nævner det slaviske folk som en historisk gruppe, men det er ikke klart, hvorvidt denne gruppe er bredt sammensat af flere tidligere befolkningsgrupper, eller reelt er ét folkeslag med samme udgangspunkt.