Snekkersten er en bydel i Helsingør ved den Nordsjællandske Øresundskyst i Helsingør Kommune, Region Hovedstaden. Bydelen er udsprunget af to fiskerlejer i Snekkersten og Skotterup, og består hovedsageligt af lav bebyggelse, især villaer og rækkehuse. Snekkersten ligger et par kilometer nord for Espergærde, kun adskilt af Egebæksvang Skov. I byen findes en havn med erhvervsfiskeri og mange lystbåde, et indkøbscenter, to skoler og et idrætscenter.
Snekkersten postdistrikt talte i 2005 ca. 5.700 indbyggere.
Der er togforbindelse til det centrale Helsingør og til København med Kystbanen samt til Hillerød med Lille Nord.