Snestorm er i Danmark den vejrsituation der indtræffer, når der falder mere end 10 cm sne på mindre end seks timer, og middelvindhastigheden kommer over 10 m/s. Snestorme forekommer sjældent i Danmark, som i gennemsnit kun har 30 dage med sne om året.
Andre lande har andre definitioner på snestorm:
I Nordamerika skal der være vind på mindst 16 m/s og 'kraftigt snefald', der nedsætter sigtbarheden til 400 meter i mindst tre timer. Sker det er der 'Blizzard'.
I Sverige skal der være frisk vind eller derover, og der skal falde 12 cm sne på 12 timer før svenskerne taler om 'Snöstorm' eller 'Yrväder'.
I Tyskland skal der falde 10 cm på seks timer, eller 15 cm på 12 timer, og det skal blæse over kulingstyrke. I bjergene skal der 30 cm sne til før der er tale om 'Schneesturm'.