Sophus Bugge

Sophus Bugge
Personlig information
Født	5. januar 1833 Larvik, Norge
Død	8. juli 1907 (74 år) Tynset Kommune, Norge
Gravsted	Vår Frelsers gravlund
Børn	Johanna Bugge Berge, Alexander Bugge
Uddannelse og virke
Medlem af	Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab, Det Norske Videnskaps-Akademi, Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien, Kungliga Vetenskapsakademien, Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi med flere
Beskæftigelse	Litteraturhistoriker, sprogforsker, universitetsunderviser, runolog, litteraturkritiker
Fagområde	Indoeuropæiske sprog, filologi, sprogvidenskab
Arbejdsgiver	Uppsala Universitet
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Elseus Sophus Bugge ( 5. januar 1833, Larvik – 8. juli 1907) var en norsk sprogforsker og folklorist bedste kendt for sit arbejde med runealfabetet og den Ældre og Yngre Edda.

Sophus Bugge blev student i Kristiania 1848 og tog filologisk embedseksamen i 1857. Han studerede under historikere som P.A. Munch og Rudolf Keyser og foretog de følgende år med statsstøtte studierejser i udlandet. 1860 blev han universitetsstipendiat i sammenlignende sprogvidenskab, 1864 lektor og 1866 professor i sammenlignende indoeuropæisk sprogforskning og gammelnorsk ved universitetet i Kristiania.

Bugge har nedlagt sit hovedarbejde i behandlingen af den nordiske kulturudvikling, men har også fundet tid til betydningsfulde arbejde indenfor den sammenlignende lingvistiks område, i latinsk filologi, de gammelitaliske sprogarter oskisk og umbrisk, om det gådefulde etruskisk sprog, armensk, romansk etymologi og sigøjnersprog. Som tekstkritiker har han særlig vundet sig berømmelse med sin udgave af Den ældre Edda (1867).

I 1852 fik Bugge publiceret sin første videnskabelige artikel Om Consonant-Overgange i det norske Folkesprog. Han gjorde en række videnskabelige værk. Allerede som student drog Sophus Bugge til Telemark for at samle norske folkeviser. Han blev en vigtig bidragsyder til Danmarks gamle Folkeviser, som Svend Grundtvig havde begyndt at udgive i 1853. Værket, som er Nordens vigtigste referenceværk for folkevise, blev først afsluttet med bind XII i 1976.

Hans egen udgivelse af norske folkeviser, Gamle norske Folkeviser (1858) regnes som en forbilledlig videnskabelig udgave. Meningen var at bogen skulle opfølges med flere bind, men dette blev det aldrig noget af, men Bugge er uden tvivl den enkeltsamler som har indsamlet flest norske folkeviser. Mest kendt værk er om Edda-digtningen (1867), studier om gude- og heltesagn (1881-1889) og om runologi.

Kongen udnævnte 21. januar 1896 Bugge til storkors af St. Olavs Orden «for videnskabelig fortjeneste».

I 1903 lavede Gustav Vigeland en byste af Sophus Bugge. Den blev først vist frem på Herregårdssletta i 1924, men står i dag i parken ved Farrishallen.