Sprogreskripterne er navnet på forskellige kongelige forordninger med regelsæt for sprogforholdene i Slesvig. De første slesvigske/sønderjyske sprogforordninger blev udstedt i 1807 og 1810 af Frederik 6.. I 1840 udsendte Christian 8. et reskript, der fastsatte, at retssproget, som tidligere havde været tysk, fremover skulle være dansk i de sogne, hvor det i forvejen var skole- og kirkesprog. Mest kendt er de regenburgske sprogreskripter fra 1851, opkaldt efter embedsmanden Theodor August Jes Regenburg. Hermed fastslog myndighederne, at dansk skulle være skole- og kirkesprog i de områder, hvor det var folkesprog. I 49 sogne samt Tønder by blev dansk indført som skolesprog, mens kirkesproget skulle veksle mellem dansk og tysk i de blandede områder.[1] Formålet med sprogreskripterne var at stoppe sprogskiftet fra dansk til tysk, som var i gang i 1900-tallet i Mellemslesvig [2].