Stabelret

Stabelret (jus emporii) var en rettighed, der i middelalderen og senere tilkom visse købstæder til at forlange, at varer, der passerede købstaden eller førtes forbi den, fx på en flod, skulle oplægges og falholdes (sættes til salg eller falbydes ^[1] ) i byen en vis tid, i reglen 3 dage. Retten kunne i øvrigt have et meget forskelligt, snart snævrere, snart videre indhold. Undertiden gik den så vidt, at der bestod en pligt for købmændene til at afsætte varerne i byen, så at de altså ikke måtte føres videre, men den kunne på den anden side også indskrænke sig til en ret til at kræve omladning af varerne og viderebefordring af dem ved de i byen hjemmehørende fragtførere. I Tyskland fik stabelret en stor udbredelse. Den hvilede her i reglen på privilegier, der egentlig skulle meddeles af kejseren, men undertiden også udstedtes af landsherrerne, mens enkelte stæder tiltog sig den på egen hånd. Oprindeligt en hensigtsmæssig foranstaltning til at hæve enkelte byers handel blev den efterhånden, som antallet af stæder med stabelret voksede, til en stor hindring for næringslivet, men holdt sig dog langt ned i tiden. Wienerkongresakten 1815 forbød udøvelsen af den ved de internationale floder.

I Danmark kom den ikke til at spille nogen rolle. Forsøg på at indføre ordningen blev imødegået ved omfattende smugleri.

1. ^ Falholde på ordnet.dk