Et stamhus er et gods der udelt skulle arves af ældste søn. Indehaveren af en stamhus kaldes stamhusbesidder. Et stamhus var skattefritaget, men til gengæld kunne det ikke sælges.
Det første danske stamhus var Hesselagergård, der blev oprettet i 1568. Ved Danske Lov blev det muligt for sædegårdsejere med over 400 tdr. hartkorn, at oprette et stamhus. Som følge af lensafløsningen fra 1919 blev stamhusene opløst i de følgende år og gjort til såkaldt "fri ejendom", som kunne sælges, og som fulgte de almindelige arveregler.