Statens Naturhistoriske Museum

Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum.
Generelle informationer
TypeNaturhistorie
AdresseStatens Naturhistoriske Museum

Øster Voldgade 5-7

1350 København K
Grundlagt2004
DirektørPeter C. Kjærgaard
Eksterne henvisninger
snm.ku.dk
P-nummer1024350289 Rediger på Wikidata

Statens Naturhistoriske Museum er det nationale museum for naturhistorien i Danmark. Museet blev en organisatorisk enhed i 2004 ved sammenlægningen af fire videnskabelige institutioner (Zoologisk Museum, Geologisk Museum, Botanisk Museum og Botanisk Have). Samlingerne på Statens Naturhistoriske Museum tilhører den danske stat og museet har i regi af Museumsloven ansvaret for forvaltningen af samlingerne og den tilknyttede forskning og formidling.

Samlingerne er typisk opgjort til omkring 14 millioner genstande,[1] også i mange nyere publikationer, men dette er baseret på en årti gammel opgørelse. En international opgørelse i 2023, der også involverede forskere fra Statens Naturhistoriske Museum, vurderede tallet til omkring 17 millioner.[2] Det gør den til den største videnskabelige, naturhistoriske samling i Norden og en af de største i verden.[2] Samlingerne er indsamlet gennem 400 år og inkluderer bl.a. skind, skeletter, dyr i sprit, insekter på nål, planter på herbarieark, fossiler, mineraler og meteoritter. Hertil kommer de levende samlinger i Botanisk Have, der omfatter ca. 10.000 forskellige plantearter, såsom orkide, kaktus, kødædende planter og sjældne træarter.

Museets samlinger har rødder tilbage til Museum Wormianum, som blev skabt af lægen Ole Worm i midten af 1600-tallet og bestod hovedsageligt af en omfattende samling naturalier fra hele verden. I dag betragtes Museum Wormianum ikke blot som Danmarks første museum, men som et af verdens første museer.[3] Efter Ole Worms død overgik samlingen til kongen, Frederik III. Han havde få år forinden, som den første danske konge, oprettet et kunstkammer, og Worms samling indgik fra da af i Det Kongelige Kunstkammer. Statens Naturhistoriske Museum har i dag udstillinger på hovedadressen på Øster Voldgade 5-7. Desuden afholder museet foredrag, rundvisninger og events, der har samlingerne, Botanisk Have og forskernes aktuelle forskning som omdrejningspunkt. Museet har en skole- og gymnasietjeneste, der tilbyder undervisning til elever i folkeskolen, SFO, gymnasium, HF og VUC.

Efter planen åbner museet en ny bygning i 2026 i Botanisk Have i København. Den nye museumsbygning er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter og arkitekt Claus Pryds. Økonomien bag projektet bygger på et samarbejde mellem Københavns Universitet, staten og en række private fonde; Villum Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Novo Nordisk Fonden, Det Obelske Familie og A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.[4]

  1. ^ "Naturnørdernes hvalstore paradis". Magazinet KBH. 1. juni 2012. Hentet 2. juli 2023.
  2. ^ a b Johnson, K.R.; et al. (2023). "A global approach for natural history museum collections". Science. 379 (6638): 1192-1194. doi:10.1126/science.adf6434.
  3. ^ De særeste ting Arkiveret 30. marts 2013 hos Wayback Machine 12. oktober 2011
  4. ^ "Nyt naturhistorisk museum". Statens Naturhistoriske Museum. Hentet 15. november 2018.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in