Storm

For alternative betydninger, se Storm (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Storm)
SnestormManhattan.

Storm er vind, som målt på Beaufort-skalaen er kraftigere end kuling men mindre kraftig end en orkan. Teknisk fastlægges grænsen for storm til en middelvindhastighed mellem 24,5 og 32,5 m/sek. Vindstyrketabelen har følgende betegnelser:

  • Storm: vindstyrke 10 (middelvindhastighed 24,5 – 28,4 m/sek)
  • Stærk storm: vindstyrke 11 (middelvindhastighed 28,5 – 32,6 m/sek).

På havet er kendetegnene på storm, at der er lange og brede bølger med skum i tætte striber, stigende til lange brodsøer med udbredt skumdækning af havoverfladen ved svær storm.

På land forårsager storm ofte store skader på naturen og på bygninger og lignende. Vinden blæser løse genstande væk, grene rives af træer eller træer vælter, og det kan derfor være farligt at opholde sig udendørs.

Under storm kan havet blive presset ind i snævre farvande og giver anledning til alvorlige oversvømmelser af lavtliggende områder, som derfor må beskyttes af diger. Risikoen forhøjes naturligvis, hvis området samtidig har kraftigt tidevand.

I Danmark er der især etableret diger i Sønderjylland, på Lolland og på Falster efter store oversvømmelser i disse områder i 1800-tallet.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in