SuperBest Ligaen | |
---|---|
Sæson | 2004-05 |
Sæson nr. | 45 |
Mester | Herning Blue Fox (12. DM-titel)[1] |
Andenplads | AaB Ishockey |
Tredjeplads | Frederikshavn White Hawks |
Nedrykkere | Ingen automatisk nedrykning |
Antal hold | 9 |
Kampe spillet | 204 |
Totalt antal mål | 1.238 (6,07 pr. kamp) |
Tilskuergennemsnit | 1.321 tilskuere pr. kamp[2] |
SuperBest Ligaen | |
Oddset Ligaen 2004-05 var den 45. sæson af den bedste danske ishockeyliga og den første sæson under navnet Oddset Ligaen. Det var samtidig turneringen om det 48. DM i ishockey arrangeret af Danmarks Ishockey Union.
Turneringen havde deltagelse af ni hold, der først spillede et grundspil med 36 kampe til hvert hold. Derefter gik de otte bedste hold videre til slutspillet om DM-medaljer, der bestod af kvartfinaler, semifinaler og finale, hvor alle opgør blev afviklet bedst af syv kampe. For første gang blev uafgjorte slutspilskampene afgjort i sudden death uden tidsbegrænsning, således at kampene ikke længere kunne afgøres i straffeslagskonkurrence. Det medførte en ny rekord for den længste ishockeykamp i den danske liga, da anden kamp i kvartfinaleserien mellem Frederikshavn White Hawks og Nordsjælland Cobras den 20. februar 2005 først blev afgjort efter 124 minutter og og 18 sekunder, dvs. i 7. periode.
Danmarksmesterskabet blev vundet af eliteoverbygningen på Herning Ishockey Klub, Herning Blue Fox, som dermed vandt DM-titlen for tredje gang. Det var imidlertid den 12. DM-titel i alt for moderklubben Herning IK. Midtjyderne havde vundet grundspillet suveræt og besejret Rødovre Mighty Bulls og Frederikshavn White Hawks i henholdsvis kvartfinalen og semifinalen, begge med 4-1 i kampe. I finalen mod AaB Ishockey kom Herning Blue Fox bagud med 0-2 i kampe men formåede derefter at vinde de efterfølgende fire kampe, så den samlede sejr blev på 4-2 i kampe. Den afgørende kamp blev spillet i Aalborg Skøjtehal den 3. april 2005, hvor udeholdet sikrede sig titlen ved at vinde 4-0.
For AaB Ishockey var finalenederlaget det andet i en serie på fire sæsoner i træk, hvor holdet tabte i DM-finalen.
Bronzemedaljerne gik til Frederikshavn White Hawks, som i bronzekampen besejrede Odense Bulldogs med 2-0 i kampe.