Svantevit

Svantevit (Svetovid, Suvid, Świętowit, Sutvid, Vidvar, Vid, Bela m.fl.) var en gud for krig, frugtbarhed og rigdom i slavisk mytologi. Svantevit er kendt som en hovedgud i vendisk mytologi på grund af beretningen om danskernes angreb på venderne under biskop Absalon og kong Valdemar 1. den Store i 1168.

Den russiske historiker Boris Rybakov har identificeret de fire ansigter på Svantevit med de slaviske guder Perun, Svarog, Lada og Mokosj.

Ifølge en forkert^{[kilde mangler]} russiskbaseret etymologi er betydningen af navnet "verdens-seer" (svjet = verden, vid = syn). Det første led i navnet er dog oldslavisk svętъ (hellig), mens sidste led kan være vit (herre, sejrherre) eller vid (ansigt). Det har også været foreslået,^[hvem?] at navnet er fra slavisk svantev, svitanje (morgengry) og adjektivsuffikset it.

I Polen har man fundet en næsten tre meter høj Svantevit-lignende figur med fire ansigter. Den menes at være fra omkring år 1000.

Svantevit-kulten er kun kendt fra kristne kilder. William af Malmesbury og Saxo beskrev den som en frugtbarhedskult. Begge nævner, at statuen holdt et horn i højre hånd, og hvert år blev hornet fyldt med en drik af vand og honning, måske mjød. Ved hjælp af denne drik spåede præsterne, hvordan næste års avl ville blive. ^[1]

En alternativ teori er, at Svantevit ikke var en oprindelig slavisk gud, men den kristne Skt. Vitus indarbejdet i vendernes hedenske religion. Både Saxo Grammaticus og den tyske præst Helmold af Bosau mente, at Svantevit havde sin oprindelse i kristen helgenkult, da der skal have været relikvier efter Skt. Vitus i en kirke på Rygen allerede i 900-tallet, og flere af de lokale obotritiske fyrster i regionen i 1000-tallet støttede missionærer og kirkebygning. Svantevit kan have været en lokal, forvansket version af Skt. Vitus. I 1124 mødte den tyske missionær Otto af Bamberg en hedensk præst i Szczecin, der ifølge krønikeskriveren Ebo af Bamberg ikke ville høre om de kristnes gud, som han forbandt med tyske stammefolk, og ikke særlig anderledes end andre guder. Sådan set kan Svantevit-kulten have været en synkretistisk religion, som nogle typer helgenkult i latinamerikanske lande i dag, eller Svantevit-templet kan have været en kristen kirke, der blev taget for at være hedensk, fordi den ikke var tilsluttet den tyske kirke. ^[2]

Omvendt har det også været hævdet, at Skt. Vitus var den slaviske Svantevit importeret til kristendommen. Venderne blev i det 10.-13. årh. kristnet i flere omgange, da de gang på gang vendte tilbage til deres hedningetro. Sakserne fra Det Tysk-romerske Rige endte med næsten at udrydde deres kultur, godt hjulpet af danerne.

1. ^ Bjørn Bandlien: "Svantevit", Sagaspor (s. 305), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-3
2. ^ Bjørn Bandlien: "Svantevit", Sagaspor (s. 306)