Syvende Dags Adventistkirken

Adventistkirkens symbol

Syvende Dags Adventistkirken er et kristent trossamfund med rødder i de store vækkelser i USA og Europa i første halvdel af 1800-tallet og bekender sig til adventismen. Formelt blev kirken stiftet i Battle Creek i staten Michigan i 1863, og den første menighed i Danmark blev til i Alstrup i 1878 under vejledning af dansk-amerikaneren John Gottlieb Matteson.

Navnet syvendedags-adventisterne – eller i daglig tale: adventisterne – skyldes, at bevægelsen lærer, at ugens syvende dag, lørdagen, er hviledag (sabbat). Bibelens profetier om Jesu genkomst (advent) har en central plads i undervisningen og er drivkraften bag adventisternes mission. Kirken praktiserer voksendåb. Kirkens medlemmer tilskyndes til at føre en sund livsstil med vegetarisk kost og afholdenhed fra alkohol, tobak og koffein, og desuden anbefales de gammeltestamentlige kostregler mod svinekød og krybdyr.

Adventister giver tiende af deres indkomst til kirken, for at dennes funktioner kan opretholdes.

I Danmark har adventisterne ca. 2.500 medlemmer fordelt på godt 40 menigheder rundt om i landet.[kilde mangler]

Der findes i Danmark et beslægtet spejderkorps med betegnelsen Adventistspejderne. Adventisterne driver i Danmark også friskoler (fx Nærum Privatskole, efterskolen/gymnasiet Vejlefjordskolen samt plejehjem.

På verdensplan har bevægelsen omkring 17 millioner døbte medlemmer og 25 millioner kirkegængere hver lørdag. Bevægelsen har egen nødhjælpsorganisation ADRA/ADRA Danmark og driver også hospitaler og sanatorier.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in