Det Osmanniske Riges historie |
---|
Tanzimat (tyrkisk: [tanziˈmat] ;osmannisk-tyrkisk: تنظيمات) var en periode med reformer i det osmanniske rige, der begyndte i 1839 og sluttede med indførelsen af et konstitutionelt monarki i 1876.[1]
Tanzimat havde til formål at gennemføre en modernisering for at konsolidere det osmanniske riges sociale og politiske fundament. Den betragtes ofte som en parallel til nahda, den tilsvarende 1800-tals-reformbevægelse i de arabiske dele af riget.[2][3]
Tanzimat-perioden var præget af forskellige forsøg på at modernisere riget og sikre dets territorium mod interne nationalistiske bevægelser og eksterne aggressive magter. Reformerne tilskyndede til osmannisme blandt de forskellige etniske grupper i imperiet og forsøgte at dæmme op for stigningen i nationalismen blandt de enkelte befolkningsgrupper. En del af reformpolitikken var en økonomisk politik baseret på Balta Liman-traktaten fra 1838. I Tanzimat-perioden førte regeringens række af forfatningsreformer til en ganske moderne værnepligtig hær, reformer af bankvæsenet, afkriminalisering af homoseksualitet, udskiftningen af religiøs med verdslig lov[4] og traditionel lavsbaseret fremstilling med moderne fabrikker.[5][6]
Der blev foretaget mange ændringer for at forbedre borgernes frihedsrettigheder, men mange muslimer så dem som fremmed indflydelse på islams verden. Denne indstilling komplicerede statens reformbestræbelser.[7]