Tekstkritik

Gesta Danorum. Det berømte "Angersfragment" fra Saxos egen tid.

Tekstkritik (eller grundlæggende kritik) er en gren af filologien som beskæftiger sig med at fastlægge en pålidelig version af en tekst, blandt andet ved identificering og fjernelse af transskriptionsfejl i håndskrifter. Ældre skrifter indeholder ofte fejltagelser eller forandringer som er opstået ved kopiering af det foreliggende manuskript.[1] Tekstkritikerne forsøger ud fra en eller flere bevarede kopier, men uden originaldokumentet (arketypen eller autografen), at genskabe originalteksten så præcist som muligt. Den samme proces kan anvendes, når man vil forsøge at genskabe de mellemliggende versioner i et dokuments transkriptionshistorie.[2] Tekstkritikerens mål er at skabe en såkaldt ”kritisk udgave”, hvilket er en tekst, der ligger så nær på originalen som muligt.

Inden for tekstkritikken anvendes der tre grundlæggende fremgangsmåder: eklekticisme, stemmatologi og basistekstsredigering. I dag anvendes også tekniske indslag fra den biologiske disciplin kladistik for at fastslå forholdet mellem flere håndskrifter.

Termen grundlæggende kritik anvendes, når man vil markere kontrasten mellem tekstkritik og historisk-kritisk bibelforskning (”udvidet” kritik). Den udvidede kritik beskæftiger sig med at fastslå forfatterskab, dato og sted for nedskrivningen af originalteksten. Den kan antage mere spekulative former, i og med at den stræber efter at rekonstruere en oprindelig tekst eller til og med en mundtlig tradition, eller forskellige lag i en given tekst, uden støtte i et manuskript, som bevidner, at den slags tidligere versioner har eksisteret.

  1. ^ Ehrman 2005, s. 46.
  2. ^ Vincent. A History of the textual Criticism of the New Testament
    ”... that proces which it sought to determine the original tekst of a document or a collection of documents, and to exhibit, freed from all the errors, corruptions, and variations which may have been accumulated in the course of its transcription by successive copying.”

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in