The Supremes

The Supremes
The Supremes i 1966 under optræden på The Ed Sullivan Show
Information
PseudonymThe Primettes; Diana Ross & the Supremes
OprindelseDetroit, Michigan USA
GenreR&B, Pop, Soul, Disco
Aktive år1959–1977
PladeselskabLu Pine Records (som Primettes)
Motown Records
Associeret medThe Temptations
Tidligere medlemmerMary Wilson
Diana Ross
Florence Ballard
Betty McGlown
Barbara Martin
Cindy Birdsong
Jean Terrell
Lynda Laurence
Scherrie Payne
Susaye Greene

The Supremes var en amerikansk vokalgruppe inden for soul- og rhythm and blues-genren. Gruppen, der var fra Detroit, bestod i sin storhedstid af Florence Ballard, Mary Wilson og Diana Ross.

Efter at være begyndt som en pigekvartet i 1959 under navnet The Primettes fik gruppen via Smokey Robinson kontakt til Berry Gordy, direktør i Motown Records. Efter nogen tøven gav han gruppen en kontrakt i 1961, hvor gruppen havde taget navnet The Supremes og havde etableret sig som trio med Ballard, Wilson og Ross. De første par år udsendte gruppen flere plader uden den store succes, men i 1963 opnåede den et lille gennembrud med "When the Lovelight Starts Shining Through His Eyes", og kort efter kom gruppens første hitlistetopplacering med "Where Did Our Love Go".

I de følgende år var gruppen flagskibet hos Motown. The Supremes er den mest succesfulde vokalgruppe gennem tiderne med 12 førstepladser på Billboard Hot 100-listen og seks førstepladser på R&B-hitlisten. Successen var dog relativt kortvarig, idet der opstod intern uro i gruppen omkring 1967, hvor det blev tydeligt, at Motown var interesseret i Diana Ross som frontfigur og en ændring af gruppens navn til Diana Ross & the Supremes. Samtidig havde Ballard problemer med alkoholmisbrug og forøget vægt, og hun blev fyret i gruppen og erstattet af Cindy Birdsong. Gruppen havde i den følgende tid ikke held til at få så store hits som tidligere, og i 1969 ønskede Motown at satse på en solokarriere til Ross.

I perioden 1971-1977 søgte gruppen med Wilson og varierende andre sangere at fortsætte som trio uden Ross og havde de første par år nogle top 20-hits, men derpå levede gruppen primært med sceneoptrædener indtil afskedskoncerten i 1977. Senere forsøg på at genetablere gruppen er slået fejl.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy