Tobaksvare

Denne artikel omhandler overvejende eller alene danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.

Tobaksvarer er nydelsesprodukter fremstillet af tobaksplanten.

Tobakken kom til Danmark i slutningen af 1500-tallet, men blev først for alvor udbredt omkring år 1600. I 1920'erne var der 1.518 tobaksvirksomheder i landet med næsten 10.000 beskæftigede. Man dyrkede også tobak her i landet, og i 1778 pålagde regeringen tobaksspinderierne at drive tobaksplantager. I de år blev København nærmest omkranset af tobaksmarker, og de franske huguenotter, der bosatte sig i Fredericia i 1720 gjorde det til deres hovederhverv.

At tygge skråtobak tog fart i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, og holdt sig til midten af 1900-tallet. Snustobakken, som man snusede op i næseborene, havde sin storhedstid i Danmark i 1700-årene frem til begyndelsen af 1800-tallet. Den blev især populær blandt kvinderne men blev dog senere betragtet som uæstetisk for det feminine væsen.

Oprindeligt blev tobakken betragtet som en lægeplante og havde sin plads i urtehaven. Den guddommelige urt blev brugt i salver, som pulver eller balsam. Den var god mod alt ondt – heraf kaldenavnet den helbredende tobak.

Det var universalmidlet for at lindre sult og tørst, den gav kroppen styrke, forfriskede ånden, og så gav den en behagelig ro og rus.

Tobakken kunne også helbrede smerter i hoved, bryst, mave og lever. Hundegalskab, vorter og ligtorne var den også god imod. Og så mente man at røgen var gavnlig og desinficerende mod pest. Derfor købte man dengang tobak på apoteket.

Men i begyndelsen af 1800-tallet blev den mere og mere betragtet som ren og skær nydelsesmiddel.