Togfonden DK

Togfonden vil bl.a. gøre det muligt at indføre elektriske superlyntog mellem landsdelene.

Togfonden DK er navnet på en politisk aftale foreslået den 1. marts 2013 af den daværende regering og vedtaget af et folketingsflertal bestående af regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten den 17. september 2013. Med fonden reserveres 28,5 milliarder kr. til en række prioriterede jernbaneinfrastruktur-projekter.[1] Partierne har aftalt at finansiere aftalen ved at harmonisere beskatningen på at udvinde nordsøolie og dermed øge beskatningen af nogle af olieselskaberne. Togfonden DK skal finansiere en blanding af ny og opgraderet jernbaneinfrastruktur, der muliggør timemodellen og elektrificering af resten af hovedbanenettet,[2][3]rejsetiden med tog kan reduceres på tværs af landet.

Den politiske forligskreds vedtog den 14. januar 2014, at hovedparten af midlerne skal bruges på højhastighedsjernbanerVestfyn, over Vejle Fjord og mellem Hovedgård og Hasselager syd for Aarhus til hastigheder på op til 250 km/t. Endvidere skal en række eksisterende tilstødende banestrækninger opgraderes til 200 km/t og elektrificeres. Dermed kan der indføres "superlyntog", der kan reducere rejsetiden til en time mellem Odense og hhv. København, Aarhus og Esbjerg – og mellem Aarhus og Aalborg. Øvrige lyntog og korresponderende tog vil herudover reducere rejsetiden til en række prioriterede byer.[4]

Udover infrastruktur, som realiserer timemodellen, bygges en ny jernbane mellem Jelling og Billund Lufthavn, den resterende del af hovednettet elektrificeres, hovedparten af landets regionalbaner hastighedsopgraderes, Ny Ellebjerg Station får to nye perroner, der bygges flere stationsnære parkeringspladser, jernbanegodsbetingelserne på Hirtshalsbanen og Skagensbanen forbedres, og der bygges niveaufri skæring mellem København-Ringstedbanen og banen ved Vigerslev Alle. [4]

Togfonden DK er kritiseret bl.a. af den daværende opposition for at bygge på et for usikkert økonomisk grundlag og for at forringe vilkårene for investorerne i Nordsøen.[5] Endvidere er det påpeget, at den samfundsøkonomiske forrentning af elektrificeringen mellem Vejle og Struer og mellem Aalborg og Frederikshavn er for lav. Herudover er togplanen kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at tilgodese byerne i Trekantsområdet med superlyntog. I januar 2015 vurderede Fonden Kraka, at der manglede 18 mia. kr. i finansieringen af projektet på grund af den lave oliepris. I sommeren 2015 varslede Venstre-regeringen derfor et serviceeftersyn af Togfonden. Som følge af serviceeftersynet og den manglende finansiering af hele Togfonden besluttede forligskredsen i 2016 at opdele Togfonden i en fase 1 og 2. I 2017 indgik forligskredsen aftale om fase 1 for 15 mia. kr.

Trods navnet er der ikke tale om en egentlig fond i juridisk forstand.

  1. ^ Morten Øyen Jensen (17. september 2013). "Aftale på plads: Oliepenge skal gå til togfond". www.altinget.dk. altinget.dk. Hentet 20. januar 2014.
  2. ^ Nordsø-milliarder til de danske tog | JP.dk Hentet den 1. marts 2013
  3. ^ Nordsøolie skal betale for gigantisk investering til de danske tog | Politiken.dk Hentet den 1. marts 2013
  4. ^ a b Transportministeriet (14. januar 2014). "AFTALE MELLEM REGERINGEN (S, SF OG RV) OG DANSK FOLKEPARTI OG ENHEDSLISTEN OM: EN MODERNE JERNBANE – UDMØNTNING AF TOGFONDEN DK" (PDF). www.trm.dk. Transportministeriet. s. 11 - bilag 1. Arkiveret fra originalen (PDF) 1. februar 2014. Hentet 20. januar 2014.
  5. ^ Borgerlig kritik: Togfond er et knæfald for Enhedslisten, Kenneth Lund, Politiken, 1. marts 2013, hentet 21. juli 2019.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy