Ulrich von Wilamowitz-Moellendorff

Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklens diskussionsside eller historik (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Ulrich von Wilamowitz-Moellendorff
Personlig information
Født	22. december 1848 Markowice, Polen
Død	25. september 1931 (82 år) Berlin, Tyskland
Dødsårsag	Kræft
Gravsted	Polen
Nationalitet	Tysk
Søskende	Hugo von Wilamowitz-Moellendorff
Barn	Tycho von Wilamowitz-Moellendorff
Familie	Karl Mommsen (svoger), Theodor Mommsen (svigerfar)
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Humboldt-Universität zu Berlin, Bonns Universitet, Landesschule Pforta, Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin
Elev af	Otto Jahn
Medlem af	Vetenskapssocieteten i Lund, Graeca[1], Den græsk-filologiske forening i Konstantinopel (fra 1907), Kungliga Vetenskapsakademien, Sovjetunionens videnskabsakademi med flere
Beskæftigelse	Universitetsunderviser, klassisk filolog, antikhistoriker, oversætter, politiker
Fagområde	Oldtidskundskab
Arbejdsgiver	Humboldt-Universität zu Berlin, Georg-August-Universität Göttingen (1883-1897), Greifswald Universitet (1876-1883), Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin (1897-1921)
Elever	Hans von Arnim, Walther Abel, Ludolf Malten, Carl Fredrich, Carl Rothe med flere
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Pour le Mérite for videnskab og kunst, Æresdoktor ved Universitetet i Genève (1927), æresdoktor ved Humboldt-Universität zu Berlin (1910), Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1905), Æresdoktor ved Universitetet i Oslo med flere
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Enno Friedrich Wichard Ulrich von Wilamowitz-Moellendorff (født 22. december 1848 i Markowitz, Posen, død 25. september 1931) var en tysk filolog.

Wilamowitz udnævntes 1876 til professor i Greifswald, kom 1883 til Göttingen og var fra 1897 til 1922 professor ved Universitetet i Berlin. Hans virksomhed spændte over store områder af oldtidsvidenskaben, men mest har han beskæftiget sig med den græske poesi. Af hans skrifter er en stor del udkommet i samlingen Philologische Untersuchungen, som han udgav sammen med Adolph Kiessling, således Aus Kydathen (1880), Antigonos von Karystos (1881), Homerische Untersuchungen (1884), hvori han fremfører adskillige nye synsmåder angående det homeriske spørgsmål, Isyllos von Epidauros (1886), vigtigt især ved metriske undersøgelser, og Die Textgeschichte der griechischen Bukoliker (1906). Af en stor del græske digterværker har han leveret værdifulde udgaver, således af Kallimachos' hymner og epigrammer (1882, 2. oplag 1897), Euripides' Herakles (1889) med righoldig kommentar og fyldig indledning, hvoraf den største del, som ikke optogs i 2. oplag (1895), senere er udkommen særskilt under titelen Einleitung in die griechische Tragödie (2. oplag 1910); fremdeles Aischylos' Orestie (Zweites Stück, Das Opfer am Grabe, 1896) og alle tragedierne (1914), Timotheos' Persere (1903) og de græske Bukolikere (1906). Til et større publikum henvender han sig med sine oversættelser af græske tragedier (siden 1899). Fundet af Aristoteles' skrift om Athens statsforfatning, som han udgav sammen med Georg Kaibel (1891, 3. oplag 1898), gav anledning til hans store værk Aristoteles und Athen (2 bind, 1893), hvori han kaster nyt lys over adskillige punkter af Athens historie. Endvidere må nævnes Die Textgeschichte der griechischen Lyriker (1900) og den livfulde og originale fremstilling af den græske litteraturs historie i Paul Hinnebergs Die Kultur der Gegenwart, I, 8 (Berlin og Leipzig 1905, 3. oplag 1912) samt Staat und Gesellschaft der Griechen sammesteds II, 4 (1910). Hans produktionsevne holdt sig usvækket gennem årene; om hans fortsatte Homerstudier vidner Die Ilias und Homer (1916) og Die Heimkehr des Odysseus (1927); andre græske digtere behandler han i Sappho und Simonides (1913), Pindaros (1922) og Hellenistische Dichtung in der Zeit des Kallimachos (2 bind 1924). Nævnes må også hans Griechische Verskunst (1921). Af stor betydning er endvidere hans Platon (2 bind 1919), hvori han i stort omfang benytter det, der vides om Platons personlige livsforhold, til at kaste lys over hans filosofiske skrifter. Wilamowitz var en af sin tids åndfuldeste og originaleste filologer; han var rig på ideer, vækkende og ansporende, men hastig til at fælde sine ofte skarpe domme; hans fremstilling er formfuldendt, men ofte springende og vanskelig at følge. Ved sin ejendommelige personlighed og blændende veltalenhed samlede han i en lang årrække talrige tilhørere om sit kateder. Wilamowitz udgav Erinnerungen 1928.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Ulrich von Wilamowitz-Moellendorff

1. ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.