Universitetet i Bergen (lat.: Universitas Bergensis) er et universitet i Bergen, Norge. Universitetet i Bergen er Norges næstældste universitet og er en del af U5-gruppen af Norges ældste og højest rangerede universiteter.
Universitetet blev grundlagt i 1946, men allerede fra 1825 fandt der akademisk forskning og undervisning sted på Bergen Museum og universitetet har flere ældre forgængere, bl.a. Institut for Geofysik (1917). Siden starten har universitetet været førende i Norge inden for flere videnskabelige discipliner såsom oceanografi og klimaforskning, og i efterkrigstiden var universitetet også centralt i udviklingen af samfundsvidenskabelig forskning. Universitetet har klima/energi, havforskning og globale samfundsmæssige udfordringer som prioriterede områder. Universitetet har i dag over 18.000 studerende og 4.000 ansatte (2020).