VM i fodbold 1934 World's Cup[1] Campionato Mondiale di Calcio | |
---|---|
Turneringsdetaljer | |
Værtsnation(er) | Italien |
Dato(er) | 27. maj – 10. juni (15 dage) |
Antal hold | 16 (fra 4 forbund) |
Stadion(er) | 8 (i 8 værtsbyer) |
Endelige placeringer | |
Vinder | Italien (1. titel) |
Andenplads | Tjekkoslovakiet |
Tredjeplads | Tyskland |
Fjerdeplads | Østrig |
Turneringsstatistik | |
Antal kampe | 17 |
Antal scoringer | 70 (4.12 pr. kamp) |
Tilskuere | 363.000 (21.353 pr. kamp) |
Topscorer(e) | Oldřich Nejedlý (5 mål) |
Forrige sæson | VM i fodbold 1930 |
Næste sæson | VM i fodbold 1938 |
VM i fodbold 1934 var det andet VM i fodbold og blev afholdt i Mussolinis Italien. FIFA tildelte Italien værtsskabet ved et møde i Zürich i september 1932, idet Italien var den eneste ansøger. Værtslandet Italien blev den anden verdensmester gennem tiden ved at slå Tjekkoslovakiet 2-1 i finalen.
Dette VM var særligt på to måder. For det første afviste den regerende mester, Uruguay, at deltage som gengæld for, at mange europæiske hold havde afvist at deltage i det foregående VM i Uruguay fire år tidligere. Dermed er Uruguay den hidtil eneste mester, der ikke har forsøgt at forsvare sin titel ved det efterfølgende mesterskab. For det andet var værtslandet Italien ikke direkte kvalificeret men måtte igennem kvalifikationsturneringen ligesom alle andre hold.
Antallet af nationer, der ønskede at deltage, var steget til 32 siden sidste VM i 1930, men kun 10 af de 32 nationer var ikke-europæiske. FIFA ønskede kun 16 deltagere i slutrunden om VM, og derfor blev VM i 1934 det første VM i fodbold, som de deltagende landshold skulle kvalificere sig til. Kvalifikationen blev, ligesom i dag, gennemført i de enkelte verdensdele. Europa var tildelt 12 pladser ved VM, og følgende lande kvalificerede sig: Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Rumænien, Schweiz, Spanien, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Sydamerika var blevet tildelt 2 pladser, og de blev besat af Argentina og Brasilien. USA satte sig på den enlige plads for Nord- og Mellemamerika samt Caribien, mens Egypten repræsenterede Asien og Afrika, der tilsammen var tildelt 1 plads.
Slutrunden blev afviklet som en cup-turnering bestående af de 16 kvalificerede hold. Fra 1. runde gik otte hold, alle europæiske, videre til kvartfinalerne: Østrig, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn, Italien, Spanien, Sverige og Schweiz.
Kvartfinalerne bød på den første omkamp i VM-historien, efter at Italien og Spanien spillede uafgjort 1-1 efter forlænget spilletid. Italien vandt dagen efter omkampen 1-0 og besejrede siden Østrig med de samme cifre i semifinalen. Tjekkoslovakiet sikrede sin plads i finalen ved at slå Tyskland 3-1 i den anden semifinale.
Efter 80 minutter af finalen førte Tjekkoslovakiet med 1-0. Italienerne fik imidlertid udlignet, og i den forlængede spilletid scorede de endnu et mål, så Italien kunne kåres til ny verdensmester.
Den store stjerne på det italienske hold var Giuseppe Meazza, der fortsat regnes for en af de bedste italienske spillere nogensinde. Holdet, som sikrede Italien det første af hidtil fire verdensmesterskaber: Giampiero Combi; Eraldo Monzeglio, Luigi Allemandi, Attilio Ferraris, Luis Monti, Luigi Bertolini, Enrique Guaita, Giuseppe Meazza, Angelo Schiavio, Giovanni Ferrari, Raimundo Orsi.
Mussolinis indflydelse siges[hvem?] at have påvirket valget af dommere til Italiens kampe.[kilde mangler] Den svenske dommer Ivan Eklind, der dømte semifinalen og finalen, siges[hvem?] at have mødtes med Mussolini inden kampene,[kilde mangler] og tvivlsomme domme kom altid italienerne til gode.[kilde mangler] Nogle dommere[hvem?] dømte så kraftigt til Italiens fordel, at de blev suspenderet i deres hjemlande efter turneringen.[kilde mangler] I manges øjne[hvem?] var denne turnering "politisk" ligesom sommer-OL 1936 i Hitlers Berlin.[kilde mangler]