Vornedskab er betegnelsen for den pligt, som var pålagt bønder på Sjælland, Lolland og Falster samt Møn og Bogø, tilsvarende Sjællandske Lovs gyldighedsområde, om at forblive på deres fødegods og til at overtage eventuelt ødegods til fæste.[1] Ordningen gennemførtes fra slutningen af 1300-årene for at sikre godsejerne arbejdskraft til bøndergårdene og til hoveri på hovedgårdsmarken; bl.a. på baggrund af affolkning ved den sorte død.
Vornedskabet nævnes første gang 1446 og udviklede sig i slutningen af 1400-tallet til, at en herremand kunne sælge sine vornede bønder. Det blev forbudt af Christian 2. som "ondt og ukristeligt". Kvinder var ikke bundne af vornedskabet.[2]
Vornedskabets betydning lå igennem hele den periode, det eksisterede, først og fremmest i, at det sikrede godsejere mulighed for at få deres ledige gårde og huse besat med vornede. Af samme årsag foregik der reelt både en handel med vornede, ligesom mange processer i datiden netop handlede om retten til karle og husmænd.[3]