WTA Finals 2023

WTA Finals 2023
Arrangement
Turnering nr.52
Dato(er)29. oktober - 6. november 2023
SpillestedEstadio Paradisus
VærtsbyCancún, Mexico
UnderlagHardcourt
KategoriTour-mesterskab
Præmiesum$ 9.000.000
Vindere
DamesinglePolen Iga Świątek  (1. titel)
DamedoubleTyskland Laura Siegemund
  Vera Zvonarjova  (1. titel)

WTA Finals 2023 var en tennisturnering for kvinder, der bliver spillet udendørs på hardcourtbaner i Estadio Paradisus i Cancún, Mexico i perioden 29. oktober - 6. november 2023. Det var den 52. udgave af WTA Tour-mesterskaberne siden den første turnering i 1972, og turneringen blev afviklet under navnet GNP Seguros WTA Finals Cancun som sæsonens sidste på WTA Tour 2023.

Det var første gang, at mesterskabet blev spillet i Cancún, som blev offentliggjort som værtsby den 7. september 2023.[1]

Singletitlen blev vundet af Iga Świątek, som i finalen besejrede Jessica Pegula med 6-1, 6-0, og som dermed tilbageerobrede førstepladsen på WTA's verdensrangliste fra Aryna Sabalenka, som tidligere på sæsonen havde overtaget positionen som verdensetter fra netop Świątek, og som polakken havde besejret i semifinalen med 6-3, 6-2. Dermed besatte Iga Świątek førstepladsen på ranglisten ved sæsonens afslutning for andet år i træk. Turneringssejren sikrede Świątek sin sjette titel i 2023 og den 17. titel i hendes karriere, og den blev vundet ved kun af afgive 20 partiet i alt i løbet af hendes fem kampe, hvilket var det laveste antal tabte partier på vejen til titlen, siden det nuværende format blev indført i 2003. Den tidligere rekord var blevet sat af Serena Williams, der tabte 32 partier i 2012. Świątek vandt WTA Finals for første gang, og den 22-årige polak blev den yngste vinder af titlen, siden Petra Kvitová sejrede i 2011, og hun blev den anden polske vinder af titlen efter Agnieszka Radwańska som den første polak havde triumferet i 2015 i Singapore.[2][3]

I doubleturneringen sejrede Laura Siegemund og Vera Zvonarjova efter finalesejr på 6-4, 6-4 over Nicole Melichar-Martinez og Ellen Perez. Både Siegemund og Zvonarjova vandt WTA Finals for første gang, og Laura Siegemund blev den første tyske vinder af doubletitlen ved WTA Finals, mens Vera Zvonarjova, der fødte sit første barn i 2016, blev den første mor, der vandt titlen, siden Cara Black i 2014. Laura Siegemund deltog i WTA Finals for første gang, mens Vera Zvonarjova tidligere havde deltaget fem gange i single med en finaleplads i 2008 som bedste resultat, og debuterede i doublerækken i 2007. Nicole Melichar-Martinez og Ellen Perez var i deres femte WTA-finale i 2023, og det var femte gang, at de måtte forlade slutkampen i taberens rolle.[4] Laura Siegemund og Vera Zvonarjova havde i semifinalen besejret Storm Hunter og Elise Mertens, og da de hidtidige nr. 1 på WTA's verdensrangliste i double, Coco Gauff og Jessica Pegula, ikke formåede at gå videre fra gruppespillet, var semifinalepladsen tilstrækkeligt til, at Storm Hunter efter turneringen overtog førstepladsen på WTA's verdensrangliste i double.[5]

Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i grand slam-turneringer samt turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[6]

  1. ^ WTA - 2023 edition of WTA Finals to be held in Cancun, Mexico (7. september 2023) (engelsk)
  2. ^ WTA - Swiatek eases past Sabalenka to earn spot in WTA Finals championship (5. november 2023) (engelsk)
  3. ^ WTA - Swiatek tops Pegula for WTA Finals title, regains No.1 ranking (6. november 2023) (engelsk)
  4. ^ WTA - Siegemund and Zvonareva storm to WTA Finals doubles title (6. november 2023) (engelsk)
  5. ^ WTA - Storm Hunter clinches year-end top ranking in doubles (6. november 2023) (engelsk)
  6. ^ "Joint Statement by the International Governing Bodies of Tennis". WTA Tour. Hentet 1. marts 2022.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in