Wimbledon-mesterskabet i damesingle 2017

Wimbledon-mesterskaberne 2017
Damesingle
Garbiñe Muguruza
Arrangement
ArrangørAll England Lawn Tennis and Croquet Club
The Lawn Tennis Association
Turnering nr.125
Dato(er)3. - 15. juli 2017
Kvalifikation: 26. - 30. juni 2017
SpillestedAll England Lawn Tennis and Croquet Club
VærtsbyLondon, Storbritannien
UnderlagGræs
KategoriGrand slam
Præmiesum£ 12.810.000 (ekskl. per diem)[1]
Vindere
DamesingleSpanien Garbiñe Muguruza  (1. titel)

Wimbledon-mesterskabet i damesingle 2017 var den 125. turnering om Wimbledon-mesterskabet i damesingle. Turneringen var en del af Wimbledon-mesterskaberne 2017 og hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 3. - 15. juli 2017 i All England Lawn Tennis and Croquet Club i London, Storbritannien, mens kvalifikationen blev afviklet den 26. - 30. juni 2017 i Bank of England Sports Club i Roehampton.

Mesterskabet blev vundet af Garbiñe Muguruza, som vandt sin første Wimbledon-titel og den anden grand slam-titel i karrieren, ved at besejre Venus Williams i finalen med 7-5, 6-0. Muguruza blev dermed den første spanske vinder af titlen siden Conchita Martínez i 1994, og hun blev samtidig den første spiller, der havde besejret både Serena og Venus Williams i en grand slam-finale.

Venus Williams var i Wimbledon-finalen i damesingle for niende gang i karrieren – 17 år efter hendes første Wimbledon-finale. 37-årige Williams var den ældste Wimbledon-finalist i damesingle, siden Martina Navratilova i 1994, og kvarfinalekampen mod Jeļena Ostapenko var hendes 100. kamp i Wimbledon-mesterskabet i damesingle, hvilket kun tre andre spillere tidligere havde opnået: Billie Jean King, Chris Evert og Martina Navratilova.

Johanna Konta blev den første britiske kvinde, der nåede semifinalen i mesterskabet siden Virginia Wade i 1978, og Magdaléna Rybáriková var den første slovakiske kvinder, der nåede frem til en Wimbledon-semifinale i single.

På trods af at hun tabte allerede i anden runde, betød de øvrige resultater, at Karolína Plíšková efter turneringen overtog førstepladsen på WTA's verdensrangliste for første gang nogensinde. De andre bejlere til førstepladsen, Angelique Kerber og Simona Halep tabte i henholdsvis fjerde runde og kvartfinalen, hvilket altså ikke var nok til at indtage ranglistens topplacering.

Serena Williams havde vundet de foregående to mesterskaber men stillede ikke op til sit titelforsvar, fordi hun var gravid.

  1. ^ Wimbledon - Prize money 2017 (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in