Wimbledon-mesterskabet i damesingle 2019

Wimbledon-mesterskaberne 2019
Damesingle
Arrangement
ArrangørAll England Lawn Tennis and Croquet Club
The Lawn Tennis Association
Turnering nr.127
Dato(er)1. - 13. juli 2019
Kvalifikation: 25. - 27. juni 2019
SpillestedAll England Lawn Tennis and Croquet Club
VærtsbyLondon, Storbritannien
UnderlagGræs
KategoriGrand slam
Præmiesum£ 15.477.000 (ekskl. per diem)
Vindere
DamesingleRumænien Simona Halep  (1. titel)

Wimbledon-mesterskabet i damesingle 2019 var den 127. turnering om Wimbledon-mesterskabet i damesingle. Turneringen var en del af Wimbledon-mesterskaberne 2019 og blev spillet i All England Lawn Tennis and Croquet Club i London, Storbritannien. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 1. - 13. juli 2019, mens kvalifikationen afvikledes den 25. - 27. juni 2019 i Bank of England Sports Club i Roehampton.

Mesterskabet blev vundet af Simona Halep, som i finalen besejrede Serena Williams med 6−2, 6−2 på blot 56 minutter, og som dermed vandt sit første Wimbledon-mesterskab og sin anden grand slam-titel, efter at hun tidligere havde vundet French Open i 2018. Halep var i Wimbledon-finalen for første gang, og det var hendes femte grand slam-finale i karrieren. Halep begik blot tre uprovokerede fejl i finalen, og hun udtalte efterfølgende, at hun aldrig havde spillet en bedre kamp. Hun blev samtidig den første rumænske vinder af en Wimbledon-titel i single. Til gengæld gik Williams glip af en tangering af Margaret Courts rekord på 24 grand slam-titler i damesingle, og det var hendes tredje nederlag i træk i en grand slam-finale i damesingle efter at hun også havde tabt finalerne ved Wimbledon i 2018 og US Open i 2018, hvilket hun ikke havde prøvet før.[1][2]

Den forsvarende mester, Angelique Kerber, blev slået ud i anden runde af lucky loseren Lauren Davis med 2−6, 6−2, 6−1.[3]

Der var endvidere stor opmærksomhed omkring 15-årige Cori Gauff, der blev den yngste Wimbledon-kvalifikant i den åbne æra, og som i første runde besejrede sit idol Venus Williams.[4] Gauff spillede sig helt frem til fjerde runde, hvor hun blev slået ud af den senere mester, Simona Halep.[5]

Dette var det første Wimbledon-mesterskab, hvor det afgørende sæt kunne blive afgjort i tiebreak, da arrangørerne havde bestemt, at der skulle spilles tiebreak ved stillingen 12−12 i tredje sæt. Reglen kom dog ikke i brug i damesinglerækken, men det var tæt på i fjerderundekampen mellem Karolína Muchová og Karolína Plíšková, der endte 4−6, 7−5, 13−11 til førstnævnte. Det var endvidere det første Wimbledon-mesterskab i damesingle med en kvalifikationsturnering med 128 deltagere og en hovedturnering med 16 kvalifikanter, idet kvalifikationen siden sidste mesterskab var blevet udvidet fra 96 til 128 deltagere, til gengæld for at kvalifikationsturneringerne i doublerækkerne var blevet afskaffet.

  1. ^ WTA - 'I wanted this badly' - Simona Halep stuns Serena Williams for Wimbledon 2019 title (13. juli 2019) (engelsk)
  2. ^ Wimbledon - Halep beats Williams to win first Wimbledon (13. juli 2019) (engelsk)
  3. ^ WTA - 'It's honestly a dream being here': Davis downs defending champ Kerber in Wimbledon shocker (4. juli 2019) (engelsk)
  4. ^ WTA - ‘My dream was to win. That's what happened’: 15-year-old Cori Gauff stuns Venus Williams in Wimbledon debut (1. juli 2019) (engelsk)
  5. ^ WTA - Halep ends Gauff's fairytale run to reach Wimbledon QF (8. juli 2019) (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in